I Danmark bruger vi ret mange vaniljestænger – især op til jul, hvor ris a la mande og vaniljekranse er på sit højeste. Men også resten af året bliver de flittigt brugt – mange desserter, som kager og is, indeholder ingrediensen vanilje – og bruger du den friske, kan du være sikker på ekstra smag.

 

Selvom prisen på vanilje stiger støt, på grund af bl.a. klimaforandringer og efterspørgsel, bruger vi vanilje som aldrig før.

 

Når du skal have kornene ud af en vaniljestang, skal du flække den på langs med en kniv, hvor efter du kan sprede de to sider og skrabe kornene/cremen ud med din kniv. Kornene har det med at klistre sammen, så derfor kan du med fordel tilføje en smule sukker til dine vaniljekorn, mens de ligger på dit skærebræt, og bland kornene og sukkeret sammen med en finger – så fordeles vanilje meget lettere når du tilføjer den i din kage, creme eller andet.

 

Vanilje kan faktisk også bruges i det varme køkken, og er en god tilføjelse hvis du f.eks. vil fremhæve din grøntsagers eller skaldyrs naturlige sødme. Du kan også bruge den i marinader, saucer, dressinger og meget andet!

Bruger du f.eks. en flækket vaniljestang i din stegeolie, kan den hjælpe til at reducere bitre smage, som også andre søde ingredienser, som sukker og honning, kan det.

 

 

I desserter bruger vi ofte kun kornene fra vaniljestangen, men lad være med at smide stangen ud, når du har skrabet kornene ud. Stangen indeholder faktisk mere smag, end kornene gør. Kom stangen i et glas og når den er tørret ud, kan du bruge en kaffekværn til at lave kværne den til pulver og blande dette med sukker – så har du en skøn, hjemmelavet vaniljesukker og den dyre vanilje bliver brugt fornuftig.

Bruger du ikke hele din vaniljestang kan den opbevares på et tørt, mørkt sted – endnu bedre er dog at opbevare dem i et glas med låg, og med en sjat vodka, eller anden alkohol, i bunden, så tørrer den ikke ud, og kornene forbliver saftige og smagfulde. Gør du det dette, opbevar da dit glas ved kølig stuetemperatur (aldrig i køleskab, da vanilje kan risikere at krystallisere).

 

 

Med vaniljestænger kan du lave din egen vaniljeekstrakt ved at bruge:

Alkohol, med en procent på 35% eller højere, som f.eks. rom, whisky eller vodka.

100 gram vaniljestænger, minimmun, per liter alkohol.

 

Brug en flaske hvor du kan komme alle vaniljestænger i og hæld din alkohol over. Ryst flasken hver uge og du vil efterhånden kunne se væsken blive mørkere og mørkere. Opbevar et mørkt sted. Efter en måned er vaniljeekstrakten klar til brug. Hver gang du bruger lidt, kan du eventuelt tilføje mere alkohol, så du altid har vaniljeekstrakt på lager – byt efterhånden også vaniljestængerne ud.

 

God fornøjelse!