Tiramisu moussekage med lækker kaffe-mascarponemousse
En virkelig god tiramisu-kage med en uimodståelig kombination af luftige kagebunde og lækker kaffe-mascarponemousse. Perfekt til kaffen, eller bare fordi!
Opskriften er lavet i samarbejde med WebOpskrifter.dk
Du skal bruge
Kagebunde:
2 æg
75 g sukker
1 tsk vaniljesukker
50 g hvedemel
1/2 tsk bagepulver
1 knsp salt
4 spsk amaretto
Tiramisu-mousse:
3,5 blade husblas
5 spsk stærk kaffe (drikkeklar)
75 g sukker
2 tsk vaniljesukker
250 g mascarpone
2 æggeblommer (evt. pasteuriseret)
2,5 dl fløde
Derudover:
Eclipse form 18 cm fra Silikomart
Velvet chokolade spray (til pynt)
Evt. Valhrona Crunchy Dulcey chokoladekugler (til pynt)
Fremgangsmåde:
Start med at tage alle ingredienser til tiramisu-moussen ud, så de kan få stuetemperatur, imens kagebundene laves.
Kagebunde:
Forvarm ovnen til 190 grader.
Pisk æg sammen med sukker og vaniljesukker til en lys og luftig blanding. Konsistensen skal være tyk, og piskerisene skal efterlade spor i massen, når de trækkes igennem.
Bland hvedemel, bagepulver og salt sammen, og sigt det i æggemassen ad to omgange. Vend det forsigtigt i efter hver tilsætning.
Beklæd en bageplade med bagepapir. Tegn to cirkler med en diameter på 16 cm på bagepapiret, og vend papiret om, så man kan se stregerne igennem.
Fordel kagedejen nogenlunde ligeligt på de to cirkler, og spred det forsigtigt ud. Det gør ikke noget, hvis dejen går udover stregerne, da bundene skal skæres til senere.
Bag bundene 8-9 minutter, til de er gyldne på toppen og færdigbagte i midten. Lad dem køle lidt af.
Fjern bagepapiret forsigtigt fra bundene og skær dem til, så du har to runde cirkler på 16 cm i diameter. Pensl bundene med amaretto, og læg dem sammen med amarettosiderne mod hinanden. Læg bundene i Eclipse silikoneformen (18 cm), og sæt den i fryseren, imens moussen laves.
Tiramisu-mousse:
Læg husblassen i blød i koldt vand i 15 minutter.
Kom kaffe, sukker og vaniljesukker op i en gryde, og varm det op ved middel varme, til sukkeret er smeltet. Tag gryden af varmen. Knug husblassen fri for vand, og kom den op i kaffesiruppen. Rør forsigtigt i det, så husblassen smelter. Lad kaffeblandingen køle lidt af, til den kun er lun.
Pisk mascarpone og æggeblommer sammen. Pisk fløden til en let flødeskum – det er vigtigt ikke at piske fløden for hårdt, da moussen i så fald vil skille.
Kom ca. to spiseskefulde af mascarponeblandingen op i kaffesiruppen, og pisk det ud heri, til det bliver en homogen masse. Det ser klumpet ud til at starte med, men bliv blot ved med at piske, så skal det nok samle sig. Hæld kaffeblandingen op i den resterende mængde mascarpone, og pisk det grundigt sammen.
Kom lidt af den letpiskede flødeskum op i mascarponemassen, og vend det i. Kom dernæst mascarponemassen op i det resterende flødeskum, og vend det forsigtigt sammen med en dejskraber. Vær ikke nervøs, hvis moussens konsistens er meget flydende på dette tidspunkt – det skal den være.
Tag silikoneformen med kagebundene ud af fryseren, og hæld moussen over. Sørg for at hælde på midten af kagebunden, så skal moussen nok fordele sig ligeligt rundt om.
Sæt kagen på køl, til moussen har sat sig lidt (det tager ca. 1 time). Sæt den efterfølgende i fryseren, til den er helt gennemfrossen (ca. 12 timer).
Fjern forsigtigt kagen fra silikoneformen. Spray kagen med chokolade velvet spray, og pynt eventuelt med Valhrona Crunchy Dulcey chokoladekugler.
Lad kagen tø op i en times tid ved stuetemperatur inden servering.
Tips:
1. Det er vigtigt, når moussen skal samles, at de forskellige elementer har nogenlunde samme temperatur og konsistens. Det er årsagen til, at man først kommer en lille smule af én masse op i en anden for så at vende det i resten efterfølgende. Så spring ikke disse trin over, da man i så fald risikerer, at moussen skiller, eller husblassen trevler.
2. Jeg lavede kagen i Eclipse formen fra Silikomart, men man kan også fint lave den i en lille springform på 18 cm. Her kan det dog være en god idé at fore siderne med konditorplast, så du får en flot kant på kagen.