Opskrift og billeder af Terese Hansen, som du også kan følge på hendes blog og hendes Instagram

 

Terese har endnu en gang gjort det! Denne gang har hun lavet en skøn, sommer-inspireret kage, som får os til at længes efter lune sommerdage. Den smukke kage har smage af citron og hyldeblomst – en perfekt kombination!

 

INGREDIENSER

8-10 personer

 

Silikoneform

 

MARZARIN

  • 100 g stuetempereret smør
  • 100 g sukker
  • 100 g marcipan
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 2 stuetempererede æg
  • 30 g hvedemel
  • 50 g grofthakket hvid chokolade
  • 1 knivspids salt

 

LEMONCURD

  • 1 blad husblas
  • 4 økologiske citroner (skal af to, saft af alle fire)
  • 190 g sukker
  • 3 æg
  • 75 g smør

 

HYLDEBLOMSTMOUSSE

  • 6 blade husblas
  • 1 dl hyldeblomstsirup eller meget koncentreret hyldeblomstsaftevand
  • 100 g sukker
  • 200 g cremefraiche 38%
  • 5 dl piskefløde

 

VELVETSPRAY

  • Velvet Spray Lime/Grøn
  • Velvet Spray Gul

 

SÅDAN GØR DU

 

MAZARIN

Marcipan, sukker, vaniljesukker og smør æltes godt sammen med hænderne. Dette gøres for at undgå marcipanklumper. Pisk herefter ét æg i af gangen. Vend sigtet hvedemel, salt og hvid hakket chokolade i dejen.

 

Bag bunden i en smurt 20 cm springform ved 180 grader varmluft i cirka 20 minutter.

 

Lad bunden køle helt og stik en bund ud på 18 centimeter i diameter. Lad bunden være i udstikkeren eller i en kagering/springform på 18 centimeter. Kom på køl.

 

CURD

Læg husblas i blød i koldt vand i minimum 15 minutter. Vask citronerne. Kom sukker og revet citronskal i en gryde og gnid det godt sammen med hænderne. Si citronsaften i og tilsæt æggene. Alt piskes nu sammen til en ensartet masse. Varm massen forsigtigt op under konstant piskning. Start ved lav varme på komfuret og skru så senere op til middelvarme. Det vigtige er, at æggene ikke bliver til røræg og får for hurtig varme. Curden skal varmes op til en 80-82 grader, til den er tyk og cremet. Herefter slukkes for blusset og husblassen vrides fri for vand og røres i den varme curd. Tilsæt til sidst skiveskåret smør og rør det ud i curden. Hæld curden ovenpå mazarinbunden, og kom det i fryseren. Lad bunden med curden ovenpå sætte sig minimum et par timer.

 

MOUSSE

Husblas udblødes i koldt vand. Rør sukker og cremefraiche sammen i en stor skål. Hyldeblomstsiruppen varmes op i en gryde til kogepunktet. Husblas vrides fri for vand og røres i den varme hyldeblomstsirup. Siruppen hældes i en plastikbeholder og afkøles til håndlun. Imens piskes fløden til en let skum – endelig ikke for meget, da moussen risikerer at skille. Kom et par skefulde af cremefraicheblandingen op i den lune limesaft og bland disse sammen. Så sikrer du dig, at husblassen og cremefraicheblandingen har nogenlunde samme temperatur. Hæld nu saften ned i cremefraicheblandingen i en tynd stråle, mens du rører i den. Vend først halvdelen af flødeskummet i. Og vend derefter resten i. Kom moussen i en sprøjtepose og fyld silikoneformen få centimeter fra kanten. Tag mazarinbunden med curden ud af fryseren, og befri den fra formen. Vend den på hovedet og placer den forsigtigt ned ovenpå hyldeblomstmoussen. Pres den forsigtigt ned i, så moussen og bunden når samme højde i formen. Kom kagen i fryseren natten over.

 

VELVETSPRAY

Befri den bundfrosne kage fra sin silikoneform. Placér kagen inde i en papkasse eller lignende – det vil svine en del at spraye, så dette er for at undgå, at dit køkken er fyldt med sprayfarve 🙂 Spray nu kagen med den limegrønne farve. Hvis du ønsker, kan du give kagen lidt skygger og effekter ved at spraye lidt gult på også. Lad kagen tø to-tre timer.